-
Vestas stiger over syv procent efter ændret amerikansk lovforslag
المصدر: BDK Finans / 02 يوليو 2025 00:14:14 America/Los_Angeles
Vestas ligger fra land med en stigning på over syv procent ved børsens åbning onsdag. Det sker, efter at et udkast til en stor lovpakke i USA er blevet stemt igennem i Senatet. Ifølge Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef i Sydbank, er lovforslaget blevet ændret på afgørende punkter for vindindustrien i forhold til det tidligere udkast. I en analyse skriver han, at lovforslaget, som er blevet vedtaget i Senatet i USA tirsdag, kan sikre muligheden for et stærkt amerikansk marked for landvind også efter 2027. - Det vedtagne forslag afsporer ikke industrien i samme grad som den tidligere tekst, men det repræsenterer trods alt alligevel en forringelse fra de nugældende regler i Inflation Reduction Act, skriver Jacob Pedersen. Inden lovpakken kan sendes til underskrift på præsident Trumps bord, skal den sendes til endnu en behandling i Repræsentanternes Hus. Mandag faldt Vestas otte procent, efter at et udkast til lovpakken var stemt igennem i en indledende afstemning i Senatet. Ifølge Jacob Pedersen er den vigtigste ændring, at det ikke længere er et krav i lovforslaget, at vindprojekter skal være "placed in service" (sat i drift, red) senest ved udgangen af 2027 for at få del i den amerikanske støtteordning PTC. - Dermed kan Vestas-kunderne påbegynde projekter i det kommende år, uden at blive tidspresset af at de skal være afsluttet inden udgangen af 2027, skriver han. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/vestas-stiger-over-syv-procent-efter-aendret-amerikansk-lovforslag